SAGSFORLØB
SÅDAN FORLØBER BØRNESAGER OM TVANGSFJERNELSE
Vi er her for dig
Børnefaglig undersøgelse
Kommunen skal udarbejde en børnefagligundersøgelse. Den bliver udarbejdet på baggrund af samtaler med dit barns netværk, daginstitution eller skole og i nogle tilfælde også psykologundersøgelser og lægefaglige vurderinger. Kommunen vil hæfte sig ved svaghederne i den børnefaglige undersøgelse, mens vi vil fremhæve styrkerne.
Forældrekompetenceundersøgelse
I forbindelse med spørgsmålet om en tvangsfjernelse skal der foretages en forældrekompetenceundersøgelse. En forældrekompetenceundersøgelse går ud på at vurdere dine evner som forælder.
Undersøgelsen udarbejdes af en psykolog, og det er kommunen, der vælger psykologen. Man kan dog som forælder forsøge at overtale kommunen til, at man skal medvirke til psykologvalget med henvisning til, at der skal være et tillidsforhold mellem forælder og psykolog.
Undersøgelsen indebærer typisk en observation af samværet med dit barn. Dette kan føles som en unaturlig situation, idet du som forælder kan føle dig under pres, fordi du er under observation, hvilket kan give et falsk billede af dig og dit barns forhold.
Det er frivilligt, om du vil deltage i en sådan undersøgelse, men hvis du ikke ønsker at deltage, skal dette begrundes.
Vi hjælper dig med at vurdere, om du bør deltage i en sådan undersøgelse med udgangspunkt i din situation. Hvis du vælger at indgå i en forældrekompetenceundersøgelse, vil kommunen fremhæve dine svagheder, mens vi vil fremhæve dine styrker.
Forældrehandleplanen
Hvis kommunen tvangsfjerner dit barn, fordi kommunen vurderer, at du ikke har de nødvendige forældrekompetencer, skal kommunen udfærdige en handleplan. Handleplanens mål skal være, at dit barn skal hjemgives. Handleplanen vil derfor indeholde en beskrivelse af de omstændigheder, der skal forbedres eller ændres, for at dit barn kan komme hjem igen. Det er derfor vigtigt, at du som forælder har fokus på det, der lægges vægt på i handleplanen.
Der vil blive udarbejdet en ny handleplan en gang om året.
Støtteperson
Fra det øjeblik kommunen indstiller til, at dit barn skal anbringes uden for hjemmet, har du ret til en støtteperson. Støttepersonen vil herefter støtte dig undervejs under hele forløbet. Det er kommunen, der betaler for din støtteperson, og du kan selv vælge din støtteperson. Vi kan også bistå dig med at finde en egnet støtteperson, hvis du måtte ønske det.
Støttepersonen vil støtte dig i både de praktiske og de følelsesmæssige udfordringer, som sagsforløbet kan give anledning til. Støttepersonen kan for eksempel hjælpe dig med at forstå din forældrehandleplan og med at bearbejde den svære situation.